Om mig

Jeg hjælper med at omsætte viden og passion til mening og vækst

Min forfatterrejse begyndte under corona-nedlukningen i 2021, da jeg besluttede at selvudgive min første bog, 4 dage på Jamaica. Jeg stiftede forlaget BruunsBooks, med henblik på at udgive min første bog, og snart fulgte flere udgivelser. 

I maj 2021 udgav jeg min første børnebog, Hajen, der tabte en tand, som jeg oprindelig havde skrevet til min datter, da hun var tre år gammel. Den blev en succes, og snart fulgte ”Hajen, der kun ville spise pomfritter” og ”Hajen, der ikke kunne sove”. Alle bøger er udgivet på dansk, engelsk og tysk.

I 2022 udkom min første fagbog, Sådan bliver du selvstændig, som også blev min første lydbog. Siden da er jeg fortsat med at udgive bøger i flere genrer. Jeg har netop udgivet min første engelske roman, ”4 Days in Jamaica”, som er en oversættelse og omskrivning af min første roman.

Lige nu arbejder jeg på et onlinekursus om, at udgive og sælge bøger på Amazon, så andre forfattere kan lære af mine erfaringer. Og snart er min næste børnebog klar: Hajen, der ville være advokat.

Jeg er selvstændig på 8. år med SalesHelp, hvor jeg som konsulent hjælper min kunder med salg, marketing og administration.

Om mit lille hus i Nykøbing Sjælland

I juli 2024 købte jeg hus i en lille landsby, Nyrup, uden for Nykøbing Sjælland, efter 30 år i København. Jeg havde brug for ro og natur omkring mig, et sted hvor der var plads til fordybelse og tid til at skrive bøger. Jeg kan gå til vandet og har en skøn have, hvor der virkelig er ro og fred. 

I husets tidligere værksted indrettede jeg et stort og lyst kontor, mit kreative fristed, hvor roen hersker, og ordene får lov at flyde. 

I august 2025, har jeg åbnet annekset for udlejning, og jeg er nu klar til at tilbyde skriveophold til forfattere, der ligesom jeg længes efter et ophold på landet med tid og rum til at skrive. 

Hvis du har lyst til at høre mere om dette, læs mere om BruunsBooks skriveophold i Nykøbing Sjælland. 

hus

Køb bøger ved mit hus

Du er altid velkommen til at komme forbi og købe en bog. 

Du kan også skrive eller ringe: Email: katrine@bruunsbooks.com – eller + 45 5011 7652