Udgivet i Skriv en kommentar

Selvkærlighed – den smukkeste kærlighed…

Kan man elske en anden 100 pct., hvis man ikke elsker sig selv?

Og hvordan ved man om man gør?

De fleste af os gør ikke. De fleste af os har gamle ar på sjælen, som kommer fra vores barndom, eller andre oplevelser, hvor vi er blevet såret. Vi har blokeringer, som vi ikke er beviste om.

Disse blokeringer, kommer i vejen, når vi er i forhold. De gør, at vi reagerer på en måde, som vi ofte ikke forstår. Det er frygt. Frygt for at blive såret, frygt for at blive forladt.

Når man møder sin tvillingesjæl, kommer alle gamle ar op til overfladen. For din tvillingesjæl er dit spejl. Pludselig ser man sig selv, som man er, på godt og ondt. Mødet er en livsændrede begivenhed, og man vil aldrig blive den samme igen.

I min bog ”4 dage på Jamaica” fortæller jeg om dette mystiske møde, og den måde hvordan de to sjæle bliver ved med at møde hinanden, også selvom de bor på hver sin side af jorden. Det er forudbestemt at de SKAL mødes, så de kan lære noget af hinanden. For hver gang de mødes, sætter det ting i gang. De vokser hver gang, og det kan være svært at forstå hvad meningen er.

Kærligheden mellem de to sjæle er uforståelig og betingelsesløs. Det er en ild, der ikke kan slukkes, men de kan ikke forenes før de begge elsker sig selv 100 pct.

Her kommer et uddrag fra bogen:

De ændringer, der var sket indeni mig, viste sig nu udenpå. Som man siger i ordsproget ”skønhed kommer indefra”. Jeg var blevet smukkere, selvom jeg var blevet ældre. Der var noget med mine øjne og min hud.

Jeg kunne se mig selv i spejlet, og tænke, at jeg var smuk. Jeg havde fundet den person, som jeg havde ledt efter hele livet. Jeg havde fundet mig selv. Alle de års længsel, var en længsel efter at finde ind til mig selv. Se min egen skønhed og styrke. Jeg kunne for første gang i mit liv mærke mig selv. Jeg så pludselig, at jeg var lækker, smuk, klog og helt unik. På gamle billeder kunne jeg se smerten i mine øjne. Dengang var jeg ikke i stand til at se min egen skønhed, og jeg forstod ikke min egen feminine kraft. Jeg levede udenfor mig selv. Kenleys kærlighed åbnede op for kærligheden til mig selv. For jeg kunne hele tiden mærke, at han elskede mig betingelsesløst. Om vi var sammen fysisk eller ej, gjorde ingen forskel. Jeg kunne mærke hans arme omkring mig, hvilket fik sårbarheden frem hos mig.

 Den sårbarhed var nu min styrke, og jeg forstod nu, at det ikke betød noget om han skrev eller ringede. Vi var samme sjæl. Intet ville nogensinde kunne adskille os, selv ikke en virus som dækkede hele verden, og gjorde rejser umulige”.

Læs bogen 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.